Hvad er valutaswapaftaler?
27. september 2016 (opdateret 18. maj 2022)
En valutaswapaftale er en aftale mellem to centralbanker om at bytte valuta. Aftalen gør det muligt for centralbankerne at skaffe likviditet i udenlandsk valuta fra den udstedende centralbank – typisk med henblik på at stille den til rådighed for indenlandske pengeinstitutter. Eksempelvis gør swapaftalen med Federal Reserve System i USA det muligt for ECB og alle de nationale centralbanker i euroområdet (Eurosystemet) at modtage amerikanske dollar fra Federal Reserve i bytte for et tilsvarende beløb i euro. Aftalerne har i årtier været et af centralbankernes pengepolitiske værktøjer.
Hvorfor er swapaftaler nødvendige?
Oprindeligt anvendte centralbankerne kun swapaftaler til at finansiere visse markedsinterventioner. I de senere år er aftalerne dog blevet et vigtigt værktøj til at bevare den finansielle stabilitet og forhindre, at markedsspændinger påvirker realøkonomien. Formålet med de swapaftaler, som ECB har indgået siden 2007, har fx været at skaffe likviditet i udenlandsk valuta til indenlandske banker. Når forholdene på finansieringsmarkedet i en valuta forværres, bliver det svært for banker uden for det pågældende valutaområde at finansiere aktiver, som er bundet til denne valuta, fordi de ikke har direkte adgang til den udenlandske centralbank, som udsteder valutaen. Har deres hjemmecentralbank derimod en swapaftale med den udenlandske centralbank, kan hjemmecentralbanken stille den nødvendige likviditet i den udenlandske valuta til rådighed for sine banker uden at gøre brug af valutareserverne. Eksempelvis tørrede finansieringsmarkederne ud på grund af ekstrem risikoaversion under den finanskrise, der fulgte efter Lehman Brothers' konkurs i september 2008. Det gjorde det svært for banker i euroområdet at skaffe amerikanske dollar til at finansiere aktiver i amerikanske dollar. For at forhindre forstyrrelser, fx at banker bliver nødt til pludselig at sælge aktiver med ekstreme prisudsving til følge, indgik ECB og Federal Reserve en valutaswapaftale, som gør det muligt for ECB/Eurosystemet at forsyne banker i euroområdet med amerikanske dollar.
Med hvilke centralbanker har ECB indgået en valutaswapaftale?
I 2011 etablerede ECB sammen med Bank of England, Bank of Canada, Bank of Japan, Federal Reserve og Schweizerische Nationalbank et netværk af swapaftaler, som gjorde det muligt for de deltagende centralbanker at skaffe valuta fra hinanden. Fra og med april 2020 er disse swapaftaler blevet anvendt til at udlåne amerikanske dollar og schweiziske franc til banker i euroområdet og euro til britiske banker.
Efter finanskrisen indgik ECB aftaler om at forsyne centralbankerne i Danmark og Sverige med euro. ECB indgik også midlertidige aftaler om at forsyne den ungarske og polske centralbank med euro – og den lettiske centralbank, før landet blev medlem af euroområdet i 2014.
I 2013 indgik ECB en valutaswapaftale med Kina. Dette afspejler landets stigende systemiske vigtighed og den hastige vækst i handel og investeringer mellem Kina og euroområdet. For Eurosystemets vedkommende tjener aftalen som en likviditetsbagstopper, der sikrer, at kinesiske renminbi fortsat vil være tilgængelige for euroområdets banker, selv hvis markedet bliver negativt påvirket.
Siden da har vi indgået nye midlertidige valutaswapaftaler med en række centralbanker i hele verden. Der er desuden swapaftaler, som er udløbet.
Hvordan fungerer swapaftalerne?
Under normale omstændigheder tyr bankerne i euroområdet til markedet, hvis de mangler amerikanske dollar. Det kan fx være for at yde en kunde lån i amerikanske dollar. Hvis omkostningerne ved dollarfinansiering er for høje, eller hvis markedet ikke fungerer normalt, kan banken dog gå til sin nationale centralbank. I dette tilfælde kan ECB skaffe dollar takket være valutaaftalen med Federal Reserve. Siden den globale finanskrise har ECB regelmæssigt udført likviditetstilførende operationer i amerikanske dollar, hvor bankerne i euroområdet kan sige, hvor mange dollar de ønsker at låne til en på forhånd fastsat rente. Som modydelse for de amerikanske dollar skal de stille sikkerhed af høj kvalitet over for ECB til en værdi, der fastsættes i henhold til den gældende markedspris ("mark to market") minus et passende fradrag (ofte kaldet et "haircut"). Mange af disse valutaaftaler fungerer primært som et sikkerhedsnet, og de er aldrig blevet anvendt i praksis. I overensstemmelse med ECB's generelle politik om at sikre et højt driftsmæssigt beredskab testes de pengepolitiske instrumenter og værktøjer regelmæssigt for at sikre, at de nemt og sikkert kan tages i brug, hvis og når det er nødvendigt.
Opdatering: Denne explainer er opdateret 18. maj 2022 med flere oplysninger om emnet.