- PRESSEMEDDELELSE
Pengepolitiske beslutninger
30. oktober 2025
Styrelsesrådet besluttede i dag at fastholde ECB's tre officielle renter. Inflationen ligger fortsat tæt på målet på 2 pct. på mellemlangt sigt, og Styrelsesrådets vurdering af inflationsudsigterne er stort set uændret. Økonomien vokser fortsat trods den udfordrende globale situation. Det robuste arbejdsmarked, solide balancer i den private sektor og Styrelsesrådets tidligere rentenedsættelser er fortsat vigtige kilder til modstandsdygtighed. Udsigterne er dog stadig usikre, navnlig som følge af de igangværende globale handelstvister og geopolitiske spændinger.
Styrelsesrådet er fast besluttet på at sikre, at inflationen stabiliseres på dets 2 pct.-mål på mellemlangt sigt. Det vil følge en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge den hensigtsmæssige pengepolitiske kurs. Styrelsesrådets rentebeslutninger baseres især på dets vurdering af inflationsudsigterne og de risici, der er forbundet hermed, med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data samt udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.
ECB's officielle renter
Renten på indlånsfaciliteten, de primære markedsoperationer og den marginale udlånsfacilitet forbliver uændret på henholdsvis 2,00 pct., 2,15 pct. og 2,40 pct.
Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
APP- og PEPP-porteføljerne falder i et afmålt og forudsigeligt tempo, da Eurosystemet ikke længere geninvesterer afdragene på hovedstolen fra udløbne værdipapirer.
***
Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen stabiliseres på dets 2 pct.-mål på mellemlangt sigt, og for at sikre, at den pengepolitiske transmission, er velfungerende. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan desuden tages i brug med henblik på at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt