Euroområdet i en international sammenligning
Opdateret 1. januar 2023 (offentliggjort første gang 25. august 2017)
Euroen giver europæerne mærkbare fordele. ECB holder i sin egenskab af centralbank for euroområdet et vågent øje med en valuta, der forbinder omkring 346 millioner mennesker, som taler mere end 24 sprog.
Euroområdet er en valutaunion bestående af 20 medlemslande, hvilket er helt specielt. Men hvordan klarer euroområdet sig i en international sammenligning? Hvordan klarer det sig økonomisk? Og hvad betyder det for europæerne?
Hvor mange bor i euroområdet?
Euroområdet har omkring 350 millioner indbyggere og huser dermed ca. 5 pct. af verdens befolkning. Tallet er større end antallet af indbyggere i USA.
Euroområdets befolkning
Det betyder samtidig, at euroområdet er en af verdens største økonomier. Euroområdet har fået otte nye medlemslande, siden det blev oprettet, og medlemstallet forventes at stige.
Hvordan klarer euroområdet sig økonomisk?
Befolkningen i euroområdet er meget produktiv. Som i andre højt udviklede økonomier udgør servicesektoren den største andel af den samlede produktion efterfulgt af industrien og en forholdsvis lille landbrugssektor.
Verdens største økonomier målt ved BNP pr. indbygger
Det store økonomiske output gør euroområdet til en af de største økonomier i verden. Målt på grundlag af bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger indtager euroområdet andenpladsen blandt verdens førende økonomier, hvilket afspejler borgerne i euroområdets høje levestandard.
Hvad med den internationale handel?
Euroområdet er en højt industrialiseret økonomi, som eksporterer en betydelig del af de producerede varer og tjenesteydelser til verdensmarkederne. Mange af de færdigvarer, som produceres i euroområdet, fx maskiner, lægemidler, biler og fly, er kendt over hele verden.
Eksport af varer og tjenester i procent af BNP
Siden oprettelsen i 1999 har euroområdet fastholdt og endda udbygget sin ledende position inden for international handel. De vigtigste handelspartnere er USA, Storbritannien og Kina, og handelen med vækstøkonomierne stiger fortsat.
Euroområdet er en åben økonomi sammenlignet med andre store økonomier. Dets handelsåbenhed er steget mærkbart siden 2004, hvilket primært skyldes øget handel med de nye EU-medlemslande og Kina. Euroområdet er centralt placeret i mange internationale produktionskæder.
En stor eksport har en positiv indvirkning på beskæftigelsen, den økonomiske vækst og investeringerne i euroområdet, hvilket igen understøtter indbyggernes velstand overordnet set.
Hvordan opfattes euroen?
Euroen nyder stor tillid både inden for og uden for euroområdet. Ifølge Eurobarometerundersøgelsen, der er en meningsmåling, som Europa-Kommissionen foretager to gange om året, støtter tre ud af fire borgere i euroområdet euroen. Det er det højeste antal siden 2004.
Internationalt er euroen at finde på andenpladsen, både for så vidt angår de mest handlede valutaer og de vigtigste reservevalutaer. Dette afspejler den store tillid, som investorer over hele verden har til stabiliteten og styrken i euroområdets økonomi.
Euroområdet er fortsat en førende kraft i verdensøkonomien. Det er en fordel for borgerne og giver euroområdet en kraftigere stemme i verdensøkonomien.
Og borgerne i euroområdet kan selvfølgelig rejse over valutaområdets indre grænser uden at skulle veksle penge. De har også mulighed for at sammenligne priser i hele euroområdet for at finde de billigste varer.