Inflationsforventninger og gennemgangen af den pengepolitiske strategi
Folks forventninger til, hvordan priserne udvikler sig i fremtiden, påvirker den måde, de bruger, låner og investerer penge i dag. Det påvirker økonomien, og de er derfor vigtige for vores pengepolitik. Hvis vi bedre forstår folks inflationsforventninger, kan vi træffe mere velunderbyggede beslutninger.
Hvorfor indgik inflationsforventninger i vores gennemgang af den pengepolitiske strategi?
Hvad mener vi med stabile priser?
Det er vores opgave at holde priserne stabile. Det gør vi ved at sikre, at inflationen – den takt, hvormed de samlede priser på varer og tjenesteydelser ændrer sig over tid – forbliver lav, stabil og forudsigelig.
Vi sigter mod et 2 procent-inflationsmål på mellemlangt sigt. Prisstigninger bør være så små, at de ikke skaber problemer for mennesker og virksomheder. Men de bør være store nok til at forhindre de negative scenarier, der kan opstå, hvis inflationen bliver for lav.
Vores tilgang til dette inflationsmål er symmetrisk. Det betyder, at vi anser en inflation, der er for lav, for at være lige så negativ som en inflation, der er for høj. Begge dele er lige uønskede.
Folks forventninger betyder noget
Inflationsniveauet i dag kan påvirke folks forventninger til den fremtidige prisudvikling. Hvis forbrugere og virksomhedsejere vænner sig til, at inflationen er meget lav eller for høj, ender de med at forvente, at det fortsætter på den måde. Disse forventninger er vigtige. Folk bruger dem til at træffe beslutninger om forbrug, låntagning og investering. Virksomheder tager også højde for disse forventninger, når de skal fastsætte priserne på deres varer og tjenester.
Når forventningerne bevæger sig væk fra centralbankens inflationsmål, bliver det meget vanskeligt for centralbanken at styre den faktiske prisudvikling i økonomien tilbage til målet. Ved at holde inflationen tæt på målet kan centralbanken være medvirkende til at forhindre, at folk danner sådanne forventninger. Det er grunden til, at Styrelsesrådet drøftede inflationsforventningernes vigtige rolle som led i gennemgangen af den pengepolitiske strategi.
Hvis inflationsforventninger har betydning for os?
Forskellige mennesker har forskellige forventninger
Den måde, priserne ændrer sig på, afhænger ikke kun af de utallige beslutninger, som virksomheder og mennesker hver dag træffer i økonomien, men også af, hvordan de forventer, at priserne udvikler sig i fremtiden. Forskellige grupper af mennesker, fx eksperter, der handler på de finansielle markeder, virksomhedsejere og borgere, kan dog have forskellige inflationsforventninger.
Tidligere har centralbankerne i deres beslutningstagning ofte fokuseret på inflationsforventningerne hos markedsdeltagere og hos eksperter, der deltager i særlige undersøgelser. En af grundene til, at de baserede sig på netop de grupper, var at deres forventninger var let tilgængelige. Der fandtes ikke så meget pålidelig information om, hvordan virksomheder og mennesker forventer, at priserne vil ændre sig i fremtiden.
Alles inflationsforventninger er vigtige
Men alles inflationsforventninger er vigtige. Derfor gør centralbankerne meget ud af at danne sig et bedre billede af, hvordan disse forskellige grupper forventer, at priserne udvikler sig. Det hjælper os med at træffe mere velunderbyggede beslutninger. ECB gennemfører fx en ny undersøgelse, hvor vi spørger folk om deres mening om inflation og områder inden for økonomien. Disse informationer indgår i vores analyse og i sidste ende i vores handlinger.
Hvordan er vores nye inflationsmål en hjælp, når det drejer sig om folks forventninger?
Det er let at forstå
Vores nye 2 procent-inflationsmål er enkelt, klart og let at formidle. Folk forstår det. Det vil hjælpe os med at sikre, at folks forventninger til, hvordan priserne vil udvikle sig i økonomien, er i overensstemmelse med vores nye inflationsmål. Og det vil bidrage til, at vi kan holde priserne stabile.
SE NÆRMERE PÅ DE VIGTIGSTE EMNER I GENNEMGANGEN AF DEN PENGEPOLITISKE STRATEGI
LEDER DU EFTER SENESTE NYT OM GENNEMGANGEN AF DEN PENGEPOLITISKE STRATEGI?
DU KAN FINDE MERE NEDENFOR