Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)
November 2025
Markedsoperationer
Gennemgang af risikostyringsrammen for pengepolitiske kreditoperationer
Den 13. november 2025 godkendte Styrelsesrådet en regelmæssig gennemgang af ECB's risikostyringsramme for pengepolitiske kreditoperationer for at sikre, at rammerne forbliver beskyttende, konsekvente og risikoækvivalent på tværs af aktivklasser. De ændringer, der er godkendt i denne gennemgang, er hovedsagelig målrettede forbedringer af metoderne til haircut for omsættelige og ikke-omsættelige aktiver. ECB's retlige rammer vil blive ændret i overensstemmelse hermed, inden ændringerne træder i kraft. Dette forventes tidligst at ske i november 2026 for at give tid til Eurosystemets tekniske gennemførelse og modparternes nødvendige forberedelser. Nærmere oplysninger findes i en pressemeddelelse herom på ECB's websted.
Makroprudentiel politik og finansiel stabilitet
Financial Stability Review – november 2025
Den 19. november 2025 drøftede Styrelsesrådet spørgsmål på grundlag af november 2025-udgaven af Financial Stability Review og gav tilladelse til, at publikationen blev offentliggjort på ECB's websted. Ud over at give et overblik over de væsentlige sårbarheder i den finansielle stabilitet i euroområdet indeholder denne udgave to specialartikler. I den første drøftes, om amerikanske statsobligationers og amerikanske dollars' "safe-haven"-egenskaber har ændret sig siden tolduroen i april 2025, mens den anden undersøger de systemiske risici, der opstår som følge af forbindelser mellem banker og andre finansielle formidlere end banker. Financial Stability Review offentliggøres 26. november 2025 på ECB's websted.
Markedsinfrastruktur og betalinger
Resultatet af klassifikationen af betalingssystemer i 2024
Den 13. november 2025 godkendte Styrelsesrådet resultatet af den årlige øvelse vedrørende klassifikation af betalingssystemer på grundlag af data for referenceåret 2024. I overensstemmelse med bestemmelserne både i ECB's forordning (EU) 2025/1355 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (SIPS-forordningen) og i Eurosystemets reviderede rammer for overvågning af detailbetalingssystemer giver denne regelmæssige øvelse ECB mulighed for at klassificere betalingssystemer som systemisk vigtige betalingssystemer, ikke-systemisk vigtige betalingssystemer for store betalinger, detailbetalingssystemer af stor betydning eller andre detailbetalingssystemer. Resultatet af øvelsen vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt på ECB's websted.
Det videre arbejde med Eurosystem Appia-initiativet
Den 19. november 2025 godkendte Styrelsesrådet de næste skridt i Eurosystemets Appia-initiativ, herunder en overordnet tidsplan. Navnlig forventes det, at der vil blive stillet et igangsættelsesdokument til rådighed i løbet af første kvartal 2026. Appia er Eurosystemets langsigtede initiativ til at etablere et europæisk tokeniseret finansielt engrosøkosystem. Det vil bygge på Pontes - det planlagte tilbud fra Eurosystemet, der vil give mulighed for interoperabilitet med markedsorienterede DLT-platforme og TARGET-tjenester til afvikling af transaktioner i centralbankpenge - fra 3. kvartal 2026.
Sammenkobling af TARGET Instant Payment Settlement (TIPS) med Indiens Unified Payments Interface (UPI) og Nexus Global Payments (NGP)
Den 19. november 2025 besluttede Styrelsesrådet at iværksætte gennemførelsesfasen for sammenkoblingen af TIPS og UPI, som forventes at være afsluttet ved udgangen af 2026, forudsat at den dertil knyttede juridiske aftale færdiggøres. Desuden gav Styrelsesrådet Markedsinfrastrukturrådet mandat til at fortsætte undersøgelsesfasen med henblik på at forbinde TIPS med NGP med fokus på færdiggørelsen af de juridiske og kontraktlige aftaler mellem Eurosystemet og Nexus. Nexus er et multilateralt Singapore-baseret initiativ, som forbinder flere nationale hurtige betalingssystemer med en fælles "hub and-spoke"-model. Disse sammenkoblingsinitiativer mellem Eurosystemets TIPS og andre hurtige betalingssystemer i mange andre jurisdiktioner fremmer Eurosystemets detailbetalingsstrategi for 2024 samt G20-køreplanen for hurtigere, billigere, mere gennemsigtige og inkluderende grænseoverskridende betalinger. Nærmere oplysninger vil blive offentliggjort på ECB's websted, efterhånden som initiativerne skrider frem.
Rådgivning om lovgivning
ECB's udtalelse om Banka Slovenijes direktionsmedlemmers uafhængighed og forebyggelse af interessekonflikter
Den 3. november 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/33 på anmodning af det slovenske finansministerium.
ECB's udtalelse om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om handlingsprogrammet for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri for perioden 2028-2034 ("Pericles V"-programmet) og om ophævelse af forordning (EU) 2021/840
Den 7. november 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/34 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet. Udtalelsen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.
ECB's udtalelse om a) et forslag til forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2402 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en europæisk ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, b) et forslag til forordning om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter for så vidt angår krav for securitiseringseksponeringer og c) et udkast til forslag til delegeret forordning om ændring af delegeret forordning (EU) 2015/61 for så vidt angår betingelserne for securitiseringer i kreditinstitutters likviditetsbuffer
Den 11. november 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/35 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet. Udtalelsen vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt i EUR-Lex.
ECB's udtalelse om Banca d'Italias tilsynsmæssige uafhængighed, forebyggelse af interessekonflikter og udøvelse af administrative skøn i tilfælde af fusioner, spaltninger og erhvervelse af væsentlige beholdningerDen 18. november 2025 vedtog Styrelsesrådet CON/2025/36 på anmodning af det italienske økonomi- og finansministerium.
ECB's udtalelse om et forslag til en pakke om finanspolitisk forenkling, der indeholder målrettede ændringer af visse EU-regler for økonomisk styring
Den 18. november 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/37 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet. Udtalelsen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.
Corporate governance
Vejledende principper for en etisk og ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens (AI)
Den 5. november 2025 tog Styrelsesrådet nye vejledende principper for en etisk og ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens til efterretning. De er udarbejdet af komiteen for etik og compliance (ECC) med henblik på gradvis integration af AI-systemer i Eurosystemets institutioners og Den Fælles Tilsynsmekanismes daglige arbejde og nye eller eksisterende forretningsprocesser. Disse vejledende principper er ikkebindende og berører ikke de retligt bindende krav i EU-forordningen om kunstig intelligens eller anden gældende EU-ret. De giver dog konkrete og praktiske retningslinjer for udformningen af forvaltningsrammer for AI-systemer eller for udarbejdelsen af dertil knyttede adfærdskodekser ved at operationalisere etablerede etiske principper på højt plan.
Treårig gennemgang af Eurosystem-/ESCB-komitéerne
Den 14. november 2025 forlængede Styrelsesrådet, som led i den treårige gennemgang af Eurosystem-/ESCB-komitéernes mandater, mandatet for Eurosystem-/komitéerne, som er nedsat i henhold til artikel 9.1 i ECB's forretningsorden, i endnu en periode på tre år. Mandaterne udløber således 31. december 2028. Styrelsesrådet forlængede også mandaterne for ECC og HR-komitéen, som begge blev nedsat i henhold til artikel 9a i forretningsordenen. Det godkendte også et revideret mandat til Eurosystemets klimaforum, der blev oprettet ved Styrelsesrådets afgørelse fra juli 2022. Styrelsesrådet genudnævnte også formændene for komitéerne indtil den 31. december 2028 med undtagelse af formanden for komitéen for kontrol og den nationale medformand for Komiteen for Organisatorisk Udvikling. I disse to tilfælde kan de nuværende indehavere af posten ikke genudnævnes, og der vil blive truffet en beslutning om disse roller på et senere tidspunkt.
Genudnævnelse af medlemmer af ECB's etiske komité og ECB's revisionsudvalg
Den 18. november 2025 besluttede Styrelsesrådet at genudnævne Ardo Hansson som medlem af ECB's revisionsudvalg og Pervenche Berès som medlem af både ECB's etiske komité og ECB's revisionsudvalg for endnu en treårig periode fra henholdsvis 1. december 2025 og 1. januar 2026.
Statistik
2024-rapport om kvaliteten af den monetære og finansielle statistik i euroområdet
Den 6. november 2025 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af 2024-rapporten om kvaliteten af den monetære og finansielle statistik i euroområdet. Rapporten udarbejdes i tæt samarbejde med Den Statistiske Komité. Den indeholder oplysninger om kvaliteten af de europæiske statistikker, der indsamles, udarbejdes og formidles af ECB med bistand fra de nationale centralbanker i euroområdet, og er en del af ECB's Statistics Quality Framework. Rapporten offentliggøres på ECB's websted mandag den 9. december 2025.
ECB Banktilsyn
Offentliggørelse af tilsynskontrol- og vurderingsprocessens (SREP) metoder
Den 4. november 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at offentliggøre den SREP 2025-metode, der blev anvendt på signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn, den mere detaljerede metode for SREP vurdering af forretningsmodeller for SIs og den interne SREP-metode for ledelse og risikostyring. En pressemeddelelse er sammen med disse tre dokumentertilgængelig på ECB Banktilsyns websted.
Administrativ sanktion pålagt én bank i euroområdet
Den 4. november 2025 meddelte ECB, at den havde pålagt AS LHV Group en administrativ sanktion på 405.000 euro for indberetning af forkert beregnede risikovægtede aktiver for markedsrisiko. En pressemeddelelse herom findes på ECB Banktilsyns websted.
Offentliggørelse af indberetningspakken for ECB's kortsigtede øvelse (STE)
Den 5. november 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at offentliggøre indberetningspakken for ECB's kommende STE, som vil gøre det muligt for ECB i forbindelse med SREP at udvikle risikospecifikke kvantitative værktøjer til at estimere det kapitalgrundlag, der er nødvendigt for at dække risici eller risikoelementer. Denne pakke omfatter indberetningsskemaerne og tilhørende instrukser. De er tilgængelige på ECB Banktilsyns websted sammen med en tilhørende pressemeddelelse.
Resultat af risici og prioriteter 2025
Den 10. november 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre resultaterne af arbejdet med risici og prioriteter i 2025. Rapporten findes på ECB Banktilsyns websted.
Tvangsbøder pålagt én bank i euroområdet
Den 10. november 2025 meddelte ECB, at den havde pålagt ABANCA Corporación Bancaria, S.A. tvangsbøder på 187,650 EUR for manglende overholdelse af en ECB-afgørelse, der fastsætter krav med hensyn til klima- og miljørelaterede risici. En pressemeddelelse herom findes på ECB Banktilsyns websted.
Offentliggørelse af den reviderede metode til søjle 2-krav for SREP-cyklussen 2026
Den 14. november 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at offentliggøre den nye metode til søjle 2-krav til SREP-cyklussen 2026. Rapporten findes på ECB Banktilsyns websted.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt